Canada lugter af harpiks

Canada lugter af harpiks Beskrivelse

Canada Lugten af Harpiks

Canada Lugten af Harpiks er en meget populær bog. Hvis du kigger grundigt efter, vil du finde den i ethvert polsk hjem. Ligesom 303 Eskadrille .

Det er også en bog, der blev læst flere gange og derefter givet videre til slægtninge og venner.

Den var populær, så den havde mange udgaver, som... adskilte sig fra hinanden. Din bedstemors eksemplar fra før krigen indeholder fragmenter, der blev fjernet af censur efter krigen. Efterkrigsudgaver indeholder til gengæld fragmenter tilføjet af forfatteren for at erstatte dem, der er slettet, og de findes ikke i din bedstemors udgave.

Vi har organiseret denne tekst - bogen, du holder i dine hænder, indeholder alt, hvad Arkady Fiedler nogensinde har udgivet under titlen Canada Smelling of Resin . Nogle gange skulle vi beslutte, hvilken version af et givet kapitel vi skulle vælge, så vi valgte den, vi bedst kunne lide. En komplet udgave, revideret, udvidet, med samtidige fodnoter. Forfatteren ville være glad.

Arkady Fiedler (1894-1985)

Den mest berømte af de polske rejsende - hans bøger er blevet oversat til over tyve sprog. I løbet af sit lange liv foretog han tredive store ekspeditioner rundt om i verden. Han begyndte i 1927 med en jagtekspedition til det nordlige Norge, og hans sidste tur til Vestafrika var i 1981; han var 87 år gammel.
I starten drog han ud i verden som jæger af dyr til zoologiske haver. Med tiden sejrede forfatterskabet dog.
I flere årtier var han den mest populære forfatter i Polen. Her er tallene: 65 år gik mellem udgivelsen af den første og sidste bog, og i alt udgav han 32 titler med et samlet oplag på 10 millioner eksemplarer(!!!). Rekordholderen er den berømte 303 Eskadrille , en historie om polske piloter, der kæmper i Slaget om England - dens samlede oplag er på over halvanden million eksemplarer.

Boguddrag Canada lugter af harpiks :

***

Der var masser af elgspor. Gamle og falmede, selvom der også var masser af friske, nogle gange så tydelige, som om de lige var presset sammen. Vi så dem i græsset, i mudderet, i sandet, overalt langs vandkanten. Efterhånden som vi bevægede os længere væk fra Obijuan, bemærkede vi flere og flere spor: et tegn på, at vi havde nået rige jagtmarker. Vores ekspedition var ved at nå sin destination, men - for pokker! - hvor var selve vildtet? Jeg var allerede træt af synet af blotte spor.

Da vi stødte på sporene på Oskelaneo-floden for en uge siden, havde de henrykt os og sat gang i vores fantasi, en varsel om fremtidige spændinger. Nu henrykte de ikke længere mig, jeg var blevet træt af dem. Sporene var som smukke løfter, for lange og ondsindet uopfyldte. De irriterede og plagede mig; de var tomme og sterile.

Flere gange stoppede vi motoren og gik i land. Vi udforskede kysterne og scannede det omkringliggende område med et vågent blik, som efterforskere. Jeg var den mindst kyndige om sporene. Stanisław læste dem bedre, og selvfølgelig læste den gamle Cree-indianer, John Iserhoff, dem endnu bedre; men den virkelige mester, som det viste sig, var Lisim, vores fjerde ledsager.
Lisim, tyve år yngre end John, ledte ekspeditionen som en ekstraordinær guide. Han var en helt anden end almindelig inder: han bar briller, havde mongolske træk og vidste, hvordan man reparerer motorcykler. Når vores motor gik i stykker, mens vi kørte, skilte Lisim den ad, rodede med den og satte den sammen igen, og så kørte motoren igen.
Mens han undersøgte bredderne, gjorde Lisim nogle observationer og opdagelser; med en stille stemme, på cree-sproget, videregav han disse oplysninger til John, og John fortalte mig på engelsk, at to hjorte havde svømmet der i går, en svag tyr var gået forbi her i dag, og her stod der igen engang en hoppe.
"Der er helt sikkert elge her!" afsluttede han sit foredrag.
"Hvor er de elge?" spurgte jeg hånligt og kiggede mig omkring. "Jeg ser intet andet end spor! Intet andet end spor!"
Et vidtstrakt landskab strakte sig ud over søen, smukt som en drøm, men tomt, som om det var blevet fejet af en pest.
John, med sin blide natur, smilede fåret og mumlede høfligt noget for sig selv: "Den hvide mand er utålmodig."
Efter at have sejlet over tredive kilometer nåede vi et område med et let ændret landskab: tætte krat af nåleskove var i stigende grad blandet med lyse pletter af løvfældende træer. Aspene og hvide birketræer voksede rigeligt blandt granerne. Samtidig afbrød hyppige huller og brud den klippefyldte kyst: enge og moser, elgenes yndlingsbæverbede, ragede op i skoven.
Vi sejlede mod sydøst gennem en enormt aflang sø med indviklede bugter og talrige øer: Marmette-søen. Den strakte sig over tyve kilometer. Ved dens sydlige ende hævede sig en halvø, tynd og lang, som en dolk stukket i søen. Vi landede på dette forbjerg. John erklærede, at vi havde nået vores destination. Vi var lige midt i et godt elgreen. Herfra kunne vi sejle ud for at jage i alle retninger, vest, syd, øst og endda nordpå, hvorfra vi lige var kommet. Vi ville støde på elge overalt i nærheden. Det var, hvad John sagde.

Halvøen havde en sandstribe på kysten, bag hvilken en lille lund hævede sig, lige så lang og smal som selve forbjerget. I lunden, i en lille fordybning i jorden, slog vi lejr i skyggen af birketræer og unge graner. Fordybningen tilbød os sikkerhed; ingen ville se gløden fra vores bål. Vandet var ikke langt væk, mindre end fyrre skridt. Jeg kunne lide denne krog.
Mens vi slog vores telte op (to, da indianerne byggede deres egne), dukkede en fremmed gæst pludselig op i lejren. En skovagerhøne. Den sad på en væltet træstamme, lige der, ikke mere end tyve skridt væk, uden at vise nogen frygt. Tværtimod. På en komisk og trodsig måde strakte og trak den halsen sammen, og nu løftede og nu sænkede den hovedet. Tilsyneladende indigneret, vakt af nysgerrighed, ville den finde ud af, hvilken slags ubudne gæster der forstyrrede skovens fred. Canadierne kalder den en narrehøne, en vild høne, og det synes med rette. Dens fjerdragt ligner vores rype, bare lidt større.
Lisim tog en seks millimeter Winchester med sig. Nu trak han sit våben op af sin rygsæk, og mens John retfærdiggjorde skuddet over for mig og sagde, at det ikke ville være for højt og ikke ville skræmme større vildt, ladede Lisim roligt sin riffel, sigtede og affyrede. Et smukt skud! Fuglen, der blev ramt i hovedet, faldt øjeblikkeligt. Han betalte for sin hensynsløshed med sin død, og han fandt et fremragende skud til os og sørgede for en velsmagende steg.
Et par skridt uden for lejren, i sandet, viste indianerne mig elgspor. "En fed tyr," roste John ham, "gik forbi denne vej i går." De store, ovale fordybninger var tydeligt synlige. Men sporene nåede mig helt op til ørerne.
"Flere spor!" fnøs jeg med foregivet forargelse og lo John op i ansigtet.
Den gamle indianer led. Mine drillerier tærede på ham. Han konfererede med Lisim og foreslog derefter, at vi skulle foretage en hurtig rekognoscering i dag, på trods af den sene time. Det ville ikke blive mørkt før om en time.

"Aftalt, lad os gå!" råbte jeg.

Min kano, som var lettere, blev skubbet i vandet, og vi padlede sydpå; John, Lisim og jeg. Stanisław blev i lejren for at forberede aftensmad. Vi sejlede langs halvøen og nåede dens fod, hvor vi gik ind i et stræde og snart kom ud til en ny sø, meget mindre end den forrige, måske en kilometer lang. Vi kaldte den senere Bold Pike Lake.
En storslået regnbue, usædvanligt lys i farven, hang over søen. Den flød med én arm ned til vandkanten ikke langt fra os og forvandlede engen til et strålende tilflugtssted, der var løsrevet fra jord og liv. Regnbuen spredte et så blændende skær, at den skinnede på os som et skær. Den skabte en magisk velkomstport; Måske var det i virkeligheden porten til et jægerparadis? Fænomenet vakte også berøring hos indianerne; de hviskede til hinanden.
Efter et øjeblik skjulte solen sig bag skoven, og regnbuen falmede. Skyggerne blev tættere under træerne, og mørket sænkede sig langsomt.
Efter at have krydset søen, vovede vi os ind i en smal, snoet kanal, halvt flod, halvt død gren. Forskellige klipper og mudderklumper stak op fra overfladen af dammen. Det var vanskeligt at ro imellem dem, men indianerne overvandt ubesværet alle forhindringer og undgik behændigt øerne. Jeg beundrede deres fingerfærdighed. Mens de roede, dyppede de deres årer så forsigtigt, at ingen raslen kunne høres undtagen de faldende vanddråber.
En ubrudt stilhed faldt over skoven. Blade og græsstrå, ubevægelige, faldt i en aftensøvn. Ind i denne stilhed og store stilhed gled vi, selv årvågne og tavse som drømmeagtige genfærd, der lurede som rovdyr.
Pludselig puffede John, der sad bag mig, til mig og pegede ordløst fremad. Jeg ledte efter de kaotiske bump på kysten; Der var kampesten overalt; endelig så jeg: en elg! Åh Gud, der var en elg! En bølge af voldsom hede ramte mig. Den stod lige på kysten, ikke mere end et par dusin skridt væk, en kolos, en sand legemliggørelse af magt, en stolt skovkæmpe. Den virkede næsten syndflodagtig, næsten en legende. Dens gråbrune balder og hvidlige bagpart stod tydeligt ud mod den askegrå kyst, mens dens hoved og skulder var skjult af en kampesten. Jeg vidste stadig ikke, om det var en tyr eller en elg. Hvis det var en tyr, var det sandsynligvis en storslået en af slagsen. Den havde ikke bemærket os endnu.

Jeg spændte forsigtigt Remingtonen, og indianerne puffede forsigtigt til båden. Mit hjerte hamrede, mine øjne var fugtige af følelser. Jeg løftede kanonen for at skyde.
Vi nærmede os langsomt klippen. Yderligere tredive skridt, yderligere femogtyve. Endelig nåede vi klippevæggen, der stille kiggede rundt om hjørnet. Pludselig spjættede dyret voldsomt, og fra dets oprejste hoved kiggede skræmte, stearinlignende øjne på os. Store, skeformede ører stak ud fra dyrets hoved, men ellers ingenting, ingen dug: det var en elg. Skuffet sænkede jeg mit våben.
Den skræmte elg løftede næseborene, snurrede rundt på bagbenene og sprang for at flygte. Men i sin hast fejlberegnede den breddens stejlhed og gled tilbage i vandet. Idet den gjorde det, spredte den komisk sine ben og blottede sin brede bagdel for os.
Spændingen i vores nerver aftog. Det morsomme syn ansporede vores munterhed. Vi begyndte alle tre at grine som børn, brast ud i kvalt fnisen, lo glædeligt, oprigtigt, højt, ukontrollabelt, uendeligt, brast ud igen og igen. Det var latteren værd: himlen var ved at gå ned, oksen var endelig flygtet, fortrydelserne havde lagt sig, håbet var lyst.
Da vi gjorde os klar til at vende tilbage, pegede gamle John på de spor, elgen havde efterladt på bredden, og hånede mig legende og sagde med overdrevet tristhed:
- Og igen, intet andet end spor! Intet andet end spor!

***

Anmeldelser af bogen Canada lugter af harpiks kan læses på hjemmesiden Lubimyczytac.pl

Udgiver Bernardinum Udgivelsesår 2009 Antal sider 324 Indbundet